| |
Stu Ungar - The Monster
Casinoportalen.dk har set nærmere på en pokerspiller hvis navn desværre er gået i glemmebogen. Dette skyldes måske, at han døde for næsten 10 år siden. Her på Casinoportalen synes vi dog stadig, at Stu Ungar er et stort navn og derrmed en artikel værd - faktisk var Ungar en fabelagtig pokerspiller, som havde hele verden for sine fødder indtil den dag i november 1998...
En eftermiddag i 1998 i november fandt man Stu Ungar død på et motel i den billige del af Las Vegas. En beskidt film kørte i fjernsynet og der var bræk på gulvet. Ungar havde været på hårde stoffer, og politiet fandt det ikke nødvendigt at undersøge, om det var mord. Der var ingen penge hverken i hotelværelset eller på Ungars bankkonti. Hvis han da havde en sådan, for hans liv var et rod. Hans venner samlede penge ind for at betale for en begravelse.
Sådan endte verdens bedste pokerspiller sit liv. Man regner med, at han i sit korte liv - han blev kun 38 år gammel - nåede at tjene godt 700 millioner kr. i prispræmier. Hans intelligens blev målt til rekordhøje 185, men Ungar brugte al sin intelligens til poker og Gin Rommy. Han vandt det uoffcielle verdensmesterskab i poker tre gange som den hidtil eneste, og kun hans ensomme død på Oasis Motel i Las Vegas forhindrede ham i at vinde det igen.
I familie med mafiaen
Ungar kunne med sin overlegne intelligens have valgt en karriere i hvilket som helst fag, men det blev kortspil, der blev hans passion og levebrød. Miljøet tilsagde heller ikke ligefrem mere agtværdige professioner. Hans familie var ungarske jøder, der var kommet til USA før Anden Verdenskrig. Han levede og åndede i sin fars billige værtshus i Lower East Side på Manhattan. Værtshuset var hjemsted for områdets italienske og jødiske gangstere og småkriminelle. Han var en tynd lille fyr med en hyperaktiv adfærd, og han elskede at lytte til de voksne i værtshuset. Hans far havde ved siden af værtshuset en indtægtskilde som bogholder og långiver, men da han dårligt kunne læse, blev det hurtigt Stus opgave at føre bøgerne, for han havde et bemærkelsesværdigt talent for tal.
Miljøet var råddent. Ungar selv fortalte, at da han skulle stå bar mitzvah, den jødiske konfirmation, var der så mange mistænkelige typer til festen, at politiet interesserede sig for gæstelisten. Da hans far året efter døde i armenene på sin elskerinde, blev gangsterne Stus venner.
På det tidspunkt havde Stu erhvervet sig et ry i baglokalerne som en talmagiker, der kunne noget med kort. Han blev hvervet som menigt medlem af gangsterfamilien Genovese. Et tidligere straffet mafiamedlem ved navn Victor Romano kørte en række illegale kortklubber på Manhattan for mafiaen. Det var Romano, der lod Stu Ungar spille professionelt og samtidig gav ham mafia-beskyttelse. Stu Ungar siger selv om miljøet:
»Dengang i 1960erne var det mest italienere, jeg var sammen med. Men jeg mødte også irerne, og lad mig sige dig, at de var de hårdeste, mest koldhjertede, forbandede mordere, jeg mødte. Ondskabsfulde bastarder. Jeg var kun teenager, men jeg var sammen med gangstere, som de fleste mennesker ikke ville være i stue med. Ligesom i skolen var jeg den mindste dreng i klassen, men ligesom dengang havde jeg altid de højeste, stærkeste og hårdeste venner«.
Han fik hurtigt øgenavne som »the Kamikaze Kid«, fordi han spillede uden frygt, men han blev også blot kaldt »The Kid«, fordi han var lille, tynd og lignede en ung dreng. Han vejede aldrig mere end godt 50 kg. Han mere småløb end gik og han talte ekstremt hurtigt i den klassiske Lower New Yorker-jargon, som man skal til forbryderne i klassiske Supermandsserier, tegneserier af Will Eisner eller Philip Marlowes romaner for at møde.
Han startede med Gin Rommy, men blev hurtigt så frygtet som uovervindelig både på Manhattan og Østkysten, at han var nødsaget til at skifte til poker. Ingen ville spille med ham. Han benyttede sin overlegne intelligens og sin hukommelsesevne til at få en forbløffende fornemmelse for kortene og modspillernes muligheder. Hans modstandere påstod, at han havde en sjette sans, men det var hukommelse og talsans, der gjorde ham næsten uovervindelig.
Stu som menneske
Hvordan var Stu Ungar som menneske? Han udviste stor generøsitet over for andre og elskede sin kone. Men han var afhængig både af stoffer og spil. Han vandt store beløb i præmier, men spillede dem hurtigt op på travbanen, hvor hans forbløffende evne til at læse modstanderne ikke kunne anvendes på heste. Ligeså venlig og generøs han var uden for pokerrummet, ligeså benhård og ubønhørlig var han ved bordet. Han gik målbevidst efter at vinde puljen og blanke de andre spillere af.
Stu Ungar har selv beskrevet sit liv således:
»De kaldte mig et monster. Da jeg var 15 massakrerede jeg folk, der havde spillet professionelt i 30 år. Jeg gjorde dem til grin. Ja, måske var jeg en slags monster«.
Stu Ungar spillede non stop dag og nat og hans dage var uden struktur. Han greb til hestevæddeløb, fordi det gav en uforudsigelig spænding: »Jeg behøvede den konstante udfordring. Der er ingen egentlig udfordring i at tæve en samling tabere i kort. Men giv mig et hestevæddeløb og lad mig gætte på vinderen - det fik mit blod til at flyde.«
Stu tabte systematisk sine præmier på sine heste.
På trods af sin livsstil mødte han en pige, Madeline, som han forelskede sig i og fik en datter med:
»Jeg elskede virkelig Madeline. Men hun narrede mig til at blive gift, og det tilgiver jeg hende aldrig. Men alligevel takker jeg min heldige stjerne for, at hun gjorde det, for ellers havde vi aldrig fået det barn«.
Alligevel endte forholdet i skilsmisse og et forhold til sin elskede datter, hvor han følte, at han svigtede.
Verdensmesterskabet
Da Stu Ungar døde i 1998, var pokerdillen endnu ikke rigtig begyndt. Alligevel var spillet populært, og der var mange penge i det. Det uofficielle verdensmesterskab blev spillet i Las Vegas. Han vandt verdensmesterskabet i 1980, men kunne ikke umiddelbart bringe puljen på 300.000 dollars hjem, fordi han ikke havde et sygesikringsbevis, der kunne identificere ham. Året efter vandt han igen, men pengene forsvandt hurtigt til hestene.
De næste år gik med spil og narkotika. Hans forbrug af narkotika var selvmorderisk. Han tog stoffet, som han spiste maden. Ekstremt hurtigt og uden at blinke. Han fortæller selv:
»Jeg havde en fest i et hotelværelse. Der kom folk ind, som jeg ikke engang kendte. Piger, party-typer. De brugte stoffer, som hyæner æder ådsler. Efter det skete, besluttede jeg mig til, at jeg ikke ville købe stoffer for 200.000 kr. og blot se det blive brugt på den måde. Så jeg begyndte at bruge det privat ganske alene.«
I 1997 dukkede han op til overfladen igen i Las Vegas for at deltage i verdensmesterskabet. Han så ud som og lugtede som en vagabond, og han havde ikke de 10.000 dollars, der var nødvendige for at få tilladelse til at spille. Han lånte sig frem til pengene og vandt titlen. Som den foreløbig eneste, der har gjort det tre gange. Præmien var på en million dollars, hvoraf halvdelen gik til manden, der havde lånt ham 10.000 dollars, og resten forsvandt i løbet af få måneder.
Siden Ungars død er poker som bekendt blevet en folkesport. Millioner spiller poker på internettet og ser poker TV-programmer, og havde Ungar ikke tabt sit sidste spil med døden på værelset i Las Vegas, ville han i dag ganske givet have været milliardær.
Ungar gav ikke sin sociale baggrund eller sine mafiavenner skylden for sin ulykke. Som han sagde:
»Der et et gammelt ordsprog i poker der siger, at ved bordet er du din egen værste fjende. Jeg kan kun sige, at i mit eget tilfælde, er et sandere ord ikke sagt. Gud gav mig en gave ingen andre har. Jeg har måske ikke brugt det godt nok. Jeg er ikke en stor person, men det dårlige jeg har gjort, har jeg hovedsagelig gjort mod mig selv. Men dog ved jeg, at jeg har skadet andre, specielt dem, der stod mig nær.«
|
|
