Bingospillets historie

Nutidens bingo er en slags lotteri og en direkte efterkommer af Lo Giuoco del Lotto d´Italia. Da Italien blev forenet i 1530, blev Italiens nationale lotteriservice, Lo Giuoco del Lotto d´Italia organiseret, og er siden hen blevet afholdt uden afbrydelser hver uge. I dag er Italiens Statslotteri uundværlig for regeringsbudgettet med et årligt bidrag på 85 millioner dollars.

De tidlige bingo rødder

I 1778 skrev den franske presse, at Le Lotto havde indfanget intelligensens forkærlighed. I den klassiske udgave af lotto, som blev udviklet i denne periode, blev kortene delt i tre horisontale og ni vertikale rækker. Hver eneste horisontale række havde fem numre og fire tomme firkanter i tilfældig rækkefølge. De vertikale rækker indeholdte numre fra 1 til 10 i den første, 11 til 20 i den næste osv. Op til 90. Der fandtes ikke to ens lottokort. Med chips nummeret 1 – 90 var lottoudstyret fuldendt. Lottospillerne blev givet et kort. Opråberen trak dengang en lille træfigur med et nummer på fra en tøjpose, hvorefter han læste nummeret højt. Spillerne dækkede derefter det kaldte nummer på deres kort, hvis det var der. Den første, som havde en horisontal række, vandt.

I det 19. århundrede blev det populært at anvende lotto i uddannelsesmæssige sammenhænge. Et tysk lottospil fra 1850’erne var designet til at lære børn deres tabeller. Der var også andre lottospil og bingo spil med dette formål såsom ”stavelotto”, ”dyrelotto” og ”historielotto”. Selv på nutidens meget konkurrenceprægede legetøj- og spillemarked holder lotto godt fast; f.eks. sælger Milton Bradley et lottospil med Muppet Show figurer. Spillet er udviklet til at underholde børn i alderen 3-6 år, samtidig med at det lærer dem numre og at tælle.
 

Beano

En decemberaften i 1929 besluttede en meget træt legetøjssælger i New York, Edwin S. Lowe, at køre til Jacksonville, Georgia så han kunne starte tidligt næste dag med sine aftaler. Lowe havde startet sit eget legetøjsfirma året før med to ansatte og 1000 dollars som startkapital. Kort efter krakkede markedet, og udsigterne for hans spirende firma synes så sandelig triste.

Nogle kilometer inden Jacksonville blev Lowe mødt af et kraftige lys fra et omrejsende tivoli. Han var tidlig på den, og parkerede derfor bilen og stod ud. Alle boderne var lukket med undtagelse af en, som var pakket med folk. Lowe stod på tæerne for at se, hvad der foregik. Al aktiviteten var centreret omkring et hesteskoformet bord dækket med nummererede kort og bønner. Spillet var en variation af Lotto ved navn Beano. Opråberen trak små træplader med numre fra en gammel cigarboks, hvorefter han råbte nummeret højt. Spillerne tjekkede derefter deres kort for at se, om det indeholdte det kaldte nummer. Hvis det var tilfældet, puttede de en bønne ovenpå nummeret.

Dette fortsatte indtil én havde fyldt en hel række med bønner på numrene på deres kort – enten horisontalt, vertikalt eller diagonalt. Når det skete, råbte vedkommende ”Beano”! Og modtog til gengæld en lille Kewpie dukke.

Ed Lowe forsøgte at komme til at spille Beano den aften, men kunne ikke få en plads ved bordet. Mens hans ventede, bemærkede han, at spillerne praktisk talt var afhængige af spillet. Opråberen ville gerne lukke ned, men hver gang, han sagde ”sidste spil”, var der ingen, der reagerede. Da han endelig lukkede kl. 3, var han nødt til at jagte dem væk fra bordet.

Efter at have låst af fortalte opråberen Lowe, at han var stødt ind i et spil ved navn Lotto, da han rejste rundt med tivoli i Tyskland året før. Han tænkte straks, at spillet ville egne sig godt til et telt- eller tivolispil. Han ændrede lidt i spillet og ændrede navnet til Beano. Spillet viste sig at tiltrække store menneskemængder og at være en stensikker pengemaskine. Da han rejste tilbage til USA besluttede han at fortsætte med spillet i et omrejsende tivoli.
 

Bingo

Efter hjemkomsten til New York købte Lowe nogle tørrede bønner, et gummi nummeringsstempel og karton. Han inviterede venner over, og Ed Lowe tog rollen som opråber. Der gik ikke lang tid før hans venner spillede Beano med samme iver og begejstring, som han havde set i tivoliet. Efter en runde bemærkede Lowe at en af spillerne var tæt på at vinde. Hun blev mere og mere opstemt, som bønnerne blev tilføjet hendes plade. Da det sidste nummer endelig blev råbt op, rejste hun sig hastigt, men glemte i sin iver, hvad hun skulle råbe, og i stedet for Beano fremstammede hun ”b-b-b-bingo”!

”Jeg kan ikke beskrive den følelse af glæde, som skyllede ind over mig efter dette udråb”, sagde Lowe. ”Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg ville få succes med dette spil, og at det skulle hedde Bingo!”

Lowes første bingospil kom i to variationer – et sæt med 12 kort til 1 dollar og et sæt med 24 kort til 2 dollar. Spillet fik enorm succes og var startskuddet for Lowes firma.

Selvom navnet Bingo godt kunne have opnået varemærkerettigheder, havde spillet – efter det var offentliggjort – kun en lille chance for at blive beskyttet. Så snart succesen var tydelig, begyndte folk at kopiere spillet. Lowe var dog meget nådig. Han bad sine konkurrenter om at betale ham en dollar om året og om at kalde spillet Bingo. En lille pris for at undgå retssager – og snart var navnet generisk.
 

Bingo kortet og den skøre matematiker

Adskillige måneder efter Bingo var kommet på markedet, blev Lowe kontaktet af en præst fra Wilkes-Barre, Pennsylvania. Præsten havde et problem i sit sogn. Et rapt tænkende sognebarn havde fået ideen at bruge Bingo til at løse kirkens økonomiske problemer. Præsten havde sat det hele i værk ved at købe adskillige af Lowes 2 dollar bingosæt. Det viste sig at være et problem, da hvert bingospil havde adskillige vindere. Lowe så straks de store fundraisingmuligheder, som spillet tilbød, men erkendte på samme tid, at det kun kunne lade sig gøre i den størrelsesorden, hvis man udviklede utallige flere nummerkombinationer for kortene. For at opnå dette tog Lowe kontakt til en ældre matematikprofessor ved Colombia Universitet, Carl Leffler. Lowe bad ham sammensætte 6000 forskellige bingokort, uden at nogle kort havde samme nummer. Professoren var villig til at tage jobbet på sig, hvis han blev aflønnet per kort. Nu længere i processen, som professoren kom, desto sværere blev det. Lowe mistede snart tålmodigheden. Til sidst kostede et kort 100 dollars. Efter nogen tid var opgaven løst. Firmaet E.S. Lowe havde 6000 kort – på bekostning af professorens fornuft!

Kirken i Wilkes-Barre blev reddet og senere blev også en sal i Columbus Hall i Utica, New York reddet. Rygtet spredtes hurtigt – ”Jeg fik tusindvis af breve, der anmodede om hjælp til at opstarte bingospil”, sagde Lowe – så mange, at han var nødsaget til at udgive Bingospillets første brugermanual. Dette initiativ blev fulgt op af et månedligt nyhedsbrev med navnet The Blotter (der indsamlede alle Bingo nyheder), som blev distribueret til 37.000 læsere. I 1934 blev der afholdt 10.000 bingospil om ugen og Ed Lowes firma – nu med 1000 ansatte – forsøgte desperat at imødekomme efterspørgslen – hvilket krævede hele etager af kontorbygninger i New York og 64 maskiner til at printe døgnet rundt.”Vi brugte mere avispapir end avisen The New York Times!” Ifølge Lowe blev verdenshistoriens største bingo spil afholdt i New Yorks Teaneck Armory – med 60.000 spillere og 10.000, som ikke fik lov at være med. Ti biler blevet givet væk. Bingo var dermed sat i værk med lynets hastighed. Snart var det lige så udbredt som fodbold og lagkage – alt sammen på grund af Ed Lowe og tabet af Professor Lefflers fornuft.

Vi ønsker held og lykke med dine online bingo spil.