Poker – hvordan påvirker den nye lov mine spillevilkår?

I denne udgave af Casinoportalens artikelserie er vi nået til den største og mest populære spilgenre i Danmark, hvad enten vi taler live eller online; nemlig poker.

Poker har tjent sin popularitet ved at have mange aspekter tilknyttet. Det er ikke bare et spil, hvori held, dygtighed, psykologi og matematik indgår. Poker er nemlig også for mange blevet en livsstil og et spørgsmål om status, til hvilken kammeraterne ’ære’ og ’respekt’ ofte er tætte allierede.

Samtidig har poker i lovens øjne ofte været stemplet som klassens sorte får; et hasardspil, som beskyldes for svindel og ludomani. Af samme årsag har poker i mange år tilhørt en subkultur, som ganske vist deles af flere og flere, men som man ikke taler højt om i det offentlige rum, hvor poker ikke er velset. Med andre ord; det er ’street’ at spille poker!

Med den nye spillelov bliver ’gaden’ offentligt eje!  Poker anerkendes sammen med resten af familien af casinospil, når disse spil hæves til at være på lige fod med Danske Spils udbud. Ligeledes bliver gevinsterne fra januar skattefrie og fuldt ud lovlige, så længe de vindes fra en udbyder med dansk licens.

Nedenunder kan du se et kort oprids af artiklens indhold. Til at bakke artiklen op, har vi allieret os med Spillemyndighedens lovgivning, flere solide poker sites samt et interview med én af poker verdenens kendte ansigter på den danske scene; selvstændig erhvervsdrivende og succesfuld pokerspiller gennem flere år, Erik Smith.

•    Poker før og nu – et kort oprids
•    Fra lovløs med benefits til lovlydig med skattefrie gevinster
•    Klarhed frem for alt – fremtidens uafklarede spørgsmål


Poker før og nu – et kort oprids


Selv om poker herhjemme måske ikke har været så synlig som i f.eks USA eller andre steder, skal man ikke tage fejl af spillets popularitet i Danmark.

Faktisk er danskerne flittige og solide spillere, som har fået ry for at være skrappe modstandere i internationale poker kredse. Nogle tilskriver den rolige mentalitet, der hersker blandt Nordens befolkning, som årsag til vores evne til at tænke rationelt og holde det kølige overblik i pressede situationer. Om dette er den reelle årsag, skal vi lade være usagt, men faktum er, at pokerspillets popularitetskurve har været støt stigende gennem de senere år.

Selvom poker og casinospil har befundet sig i noget af en gråzone hvad angår legitimitet, så har reglerne i Danmark på området i realiteten været klare nok. Poker og casinospil har i Danmark ikke været tilladt at udbyde, med mindre man har haft tilladelse hertil af de danske spillemyndigheder, og her har Danske Spil som bekendt siddet på hele markedet siden 1948.

Dog har det på trods af Danske Spils monopol været relativt nemt og bekvemt at være pokerspiller, da man har kunnet vælge og vrage mellem de udbydere, der gav de bedste deals og den højeste rakeback uden at tage hensyn til, hvilken licens udbyderen havde. Har sitet haft EU licens, har gevinsterne været skattefrie, og uden en sådan, har man som vindende poker spiller, skullet betale skat af gevinsterne.

Med liberaliseringen af spillelovgivningen ser det ironisk nok ud som om, at de danske pokerspillere kommer til at gribe til pengepungen for blåstemplingen af deres hobby – og for nogle, erhverv.

Kravet om at være i besiddelse af en dansk licens for at udbyder må tilbyde sine produkter til de danske spillere, vil nemlig medføre, at man som pokerspiller ikke længere kan vælge frit på alle hylder. Og de udbydere, der er tilbage at vælge mellem, kan risikere at skære i goderne – f.eks. i form af lavere rakebacks – da udbyders indtjening vil mindskes på grund af licensomkostninger og de 20 % af omsætningen, de skal betale staten i skat.

Listen over spilsites, der tildeles dansk licens pr. 1. januar er allerede på gaden, og bortset fra et par overraskelser hist og pist, finder vi som ventet også mange af de store poker sites.

•    Se hvilke spilsites, der har fået licens fra 1. januar på SKATs hjemmeside

Set fra pokerbordets grønne filt, er der altså tilsyneladende nogle chips ved den nye spillelov, der er bedre end andre, så at sige.  Men hvad mener den erfarne pokerspiller selv? Er prisen for at blive lovlydig for høj i forhold til de goder, som spillerne har nydt godt af ved at være lovløse?  

Vi har spurgt pokerspiller Erik Smith om, hvad han mener liberaliseringen betyder for poker generelt og for den gængse spiller på nettet.


Fra lovløs med benefits til lovlydig med skattefri gevinst


Før vi ser på spilleloven set med en ’insider’s øjne, som ikke blot kender til poker på overfladen, men hvis liv har været bygget op omkring poker og online gambling, tillader vi os først at se lidt nærmere på vores kilde. 
På trods af sin unge alder, er Erik en erfaren herre inden for  online gambling og har gennem en årrække drevet flere af de helt store online spillesider, som bl.a Casino.dk, PokerNordica, Pokerisivut.com, PowerPoker og Coinflip.com.

I 2010 besluttede Erik imidlertid at søge nye udfordringer, og endte sin daværende direktør stilling for Coinflip.com til fordel for at rejse, spille poker og gå på opdagelse for at søge inspiration til nye projekter.
Et af resultaterne heraf er blevet til en ambitiøs online poker guide; PokerHistory.eu, som ikke blot sigter efter at blive enhver poker spillers højre hånd, men som samtidig har et godt formål for øje; nemlig at deltage i kampen mod kræft. Erik donerer 2 % af alt, han måtte vinde i sine live poker turneringer, til Kræftens Bekæmpelse.

Erik har interesseret sig for spil siden han var ganske lille og har gennem årene lagt flere store sejre i poker turneringer bag sig, samt optjent sig et solidt ry i branchen, selv om han ganske vist ikke kalder sig selv for professionel pokerspiller.

Med andre ord, kan vi her på Casinoportalen ikke finde en mere oplagt person at konsultere omkring poker i forhold til den nye lovgivning. Her kan du ikke alene læse udfaldet, men måske også samle et par værdifulde informationer omkring, hvordan en erfaren pokerspiller mener, at poker kommer til at se ud i Danmark fra 2012.


Som aktiv pokerspiller, hvad er så den vigtigste ændring ved den nye spillelov for dig?

Det vigtigste er, at man må antage, at ved at Staten giver licens til online poker udbydere, vil man ikke straffe pokerspillere, som lever af at spille poker online. Lige nu er der en lov gældende fra slutningen af 60'erne, der siger, at man ikke må erhverve sig ved hasardspil. Man skulle mene, at den nye lov ophæver den anden eller medvirker til, staten ikke vil tage denne gamle paragraf i brug mod pokerspillere.


Føler du, at din sikkerhed ved at spille poker på nettet bliver forbedret med indførelse af den nye lov – er det noget, du tænker over?

Ja, i forhold til den danske stat – ikke i forhold til udbyderne.

 
Hvad er vigtigst for dig; en god rake back deal eller en (lovlig) skattefri gevinst?

Lovlig (skattefri) gevinst.



Har du som pokerspiller sat dig ind i den nye lovgivning, eller betyder de ændrede vilkår ikke noget særligt for dig, eftersom restriktionerne påhviler udbyder at agere og ikke spiller?

Ja, jeg har fulgt den siden 2004, hvor jeg måtte forlade landet grundet denne lov. Og den betyder også, at jeg offentligt kan sige, jeg er pokerspiller. Var det ikke blevet lovligt, havde jeg lavet noget andet.


Mener du, det vil blive muligt at praktisere blokeringen af ikke-licenserede poker sites, eller vil spillerne ty til smuthuller for at omgås reglerne og dermed bibeholde deres fordele hos poker sites?

Jeg tror, det er en klar fejlfortolkning, at pokerspillere leder efter smuthuller. Alle pokerspillere søger klare regler, så de ved, hvad de må og ikke må, og hvordan de skal forholde sig til SKAT. Det har altid været meget usikkert og skabt meget bekymring blandt spillere.


 Hvad synes du om, at man fremover skal logge på sine konti (sites) med sit nem-id?

Lyder fint. Øger sikkerheden.


Føler du, at dine rettigheder som poker spiller hos udbyderen vil blive styrket?

Ved ikke hvilke rettigheder jeg har nu? Men jeg mener, jeg får bedre vilkår fra det nye år.

 
Er den danske spillelovgivning anno 2012 en gevinst for poker eller endnu et skridt væk fra de gyldne (lovløse) poker dage?

En gevinst - i fald min skrivelse i starten holder vand. Ellers gør det ingen forskel fra nu. Overordnet set er jeg meget glad for denne udmelding, da der kommer mere fokus på poker i Danmark fra næste år :)


Således ender det skriftlige interview med Erik Smith, som må siges at have en klar overbevisning om, at en blåstempling af poker i form af den nye spillelov, bestemt må være prisen værd, hvad end det så kommer til at koste.


Klarhed frem for alt – fremtidens uafklarede spørgsmål


Eriks syn på spillelovens ændringer bringer dog flere interessante spøgsmål for dagen.
Som nævnt i første spørgsmål, er det strafbart at erhverve sig ved hasardspil. Denne står nedfældet i straffelovens §203, og sættes ikke ud af kraft. Men eftersom poker og casinospil nu legitimeres, vil det  ikke længere være muligt at blive retsforfulgt ved at spille disse spil, så længe dette blot gøres via en udbyder med dansk licens.

Hermed vil det fra 2012 blive fuldt ud lovligt at ernære sig ved at spille poker på sider med dansk licens – og eftersom Spillemyndigheden ikke skelner mellem grader af lovligt spil, vil pokerspillere altså kunne erhverve sig ved poker uden at skulle svare skat, da alt spil under dansk licens som bekendt er skattefrit.

End ikke skattelovgivningen kan komme på tværs heraf, da hovedreglen, lex specialis, træder i kraft. Ved lex specialis gælder det, at særlovgivning går forud for generel lovgivning. Spilleloven, som er en særlovgivning på spilleområdet, fritager altså folk for beskatning og går forud for den almindelige hovedregel i skattelovgivningen om, at alt indtjening skal beskattes.

Således er der tydeligvis mange uklare aspekter ved den nye lovgivning, som for den almindelige pokerspiller ikke umiddelbart fremgår tydeligt i diskussionen om følgerne ved den nye spillelov. Mange flere spørgsmål vil uden tvivl melde sig, når først lovgivningen træder i kraft og bestemmelserne skal udføres i praksis.

Derfor ligger det Casinoportalen på sinde at mane til debat om emnet, så vi kan tage forbehold for de faldgruber, som måtte ligge gemt mellem linjerne. Dette gælder især i forhold til poker, som ligger mange danske spillehjerter nær.

På Casinoportalens forum, vil du det kommende stykke tid kunne følge vores debattråd omkring spillelovgivningen. Her kan du stille dine spørgsmål til den nye lovgivning, svare på andres, eller dele de tanker, du har gjort dig på området. Forumtråden finder du her.

Går dine spørgsmål i retning af de spil, som indtil videre bibeholdes under Danske Spils monopol, har Casinoportalen også taget højde herfor. Læs f.eks vores artikel om bingo i forhold til den nye spillelov, eller brug selvsamme forum til at dele dine tanker med andre ligesindede.

I næste udgave af Casinoportalens artikelserie om den nye lovgivning, vil du kunne læse mere om casinospil i forhold til den nye lovgivning, hvor vi vil forsøge at finde svar på, hvad der mon vil ske med de mange og fordelagtige bonusser, som vi som danske spillere har været vant til at nyde godt af indtil nu.
Del denne side på: Add to Facebook Add to Twitter
 
Om Casinoportalen.dk   Følg os på
 
Om Casinoportalen.dk
Ansvarsfuld spil
Sitemap 

 
Følg os på Twitter Følg os på Facebook Følg os på Issue